Hobro henter målscorer i Silkeborg


    Superligaklubben Hobro opruster på angrebsfronten frem mod næste sæson.

    Like localeyes.dk på Facebook

    I sommerpausen får Hobro tilgang af Morten Beck Andersen, der skifter fra Silkeborg.

    Den 27-årige angriber har fået en kontrakt, der løber hele næste sæson. Det oplyser Hobro i en pressemeddelelse.

    – Morten Beck Andersen kan først og fremmest score mål, og det gør han gerne fra alle positioner med både hoved og fødder. Han er en af de spillere, der har gjort et stort indtryk på os, fordi han altid har scoret mod os.

    – I Morten Beck Andersen får vi en farlig boksspiller med en god fysik, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.

    I denne sæson har Morten Beck Andersen scoret fem mål for Silkeborg. Det seneste kom så sent som i onsdags, hvor angriberen udlignede til slutresultatet 1-1 i Silkeborgs udekamp mod OB.

    Angriberen vægter højt, at Hobro har været insisterende på at skrive kontrakt med ham.

    – En fremtid i Hobro er det rigtige match for mig, da jeg føler, at klubben virkelig har villet mig, hvilket betyder meget for mig.

    – Samtidig ser jeg frem til at spille i en klub, der med få midler har gennemgået en imponerende udvikling og nu har etableret sig i Alka Superligaen, siger Morten Beck Andersen.

    Morten Beck Andersen får trøje nummer 9 i Hobro.

    /ritzau/