Landstræner jubler over Real Madrid-debut


    Norges landstræner Per-Mathias Høgmo glæder sig over, at blot 16-årige Martin Ødegaard lørdag aften blev Real Madrids yngste debutant nogensinde.

    Like localeyes.dk på Facebook

    33 minutter fik Ødegaard på banen mod Getafe, og her viste han sit værd, siger Per-Mathias Høgmo til fotball.no.

    – Det er meget glædeligt for mig, at debuten kom allerede i denne sæson. Det er en historisk dag for Martin på mange måder, og det er inspirerende for ham, at han får den her mulighed.

    – Martin spillede, som vi kender ham. Han var tryg og god med bolden, og han var involveret i flere aktioner, som gør, at han sikkert sidder tilbage med en god oplevelse, siger landstræneren.

    Martin Ødegaard kom på banen i stedet for Cristiano Ronaldo ved stillingen 5-3 til Real Madrid. Den unge nordmand var med til at udbygge føringen til slutresultatet 7-3.

    Selv var Ødegaard stolt efter debuten, selv om han var nervøs.

    – Det var specielt for mig at spille på Bernabeu (Real Madrids hjemmebane, red.). Jeg er stolt og glad, og jeg har haft det godt her i mit første år.

    – Jeg følte mig meget komfortabel. Jeg var nervøs for at spille foran så mange mennesker, men jeg prøvede at nyde det, siger Ødegaard til Real Madrids tv-kanal efter kampen ifølge det spanske medie AS.

    Ødegaard skiftede norske Strømsgodset ud med Real Madrid 21. januar i år. Blot fem uger tidligere fyldte Martin Ødegaard 16 år.

    /ritzau/