Fredag indleder anklagemyndigheden sin procedure i sagen om påstået kursmanipulation i Parken. Retssagen blev indledt 15. december i Københavns Byret, og forude ligger mange timers gennemgang af handler med Parkens aktier, kursudvikling, mailkorrespondancer og afspilning af telefonsamtaler.
* Flemming Østergaard, tidligere bestyrelsesformand for Parken, og tidligere direktør Jørgen Glistrup er tiltalt for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder. De risikerer op til fire års fængsel.
* I alt fire personer er tiltalt, og der er yderligere rejst tiltale mod de to selskaber, Parken Sport & Entertainment A/S og FIH Erhvervsbank.
* Alle de tiltalte nægter sig skyldige.
* Ifølge tiltalen skete kursmanipulationen ved, at Parken via to banker købte cirka 95.000 styk egne aktier til en værdi af cirka 113 millioner kroner i en periode fra november 2007 til august 2008.
* Opkøbet af egne aktier betød ifølge anklagemyndigheden, at kursen på Parkens aktie blev påvirket i en positiv retning i forhold til det generelle aktiemarked.
* Men ifølge de to tidligere topfolk i Parken opkøbte selskabet kun lige nok af selskabets egne aktier, som skulle bruges til opkøb af andre virksomheder og til at dække optioner til ledende medarbejdere.
* Ud over tiltalen kræver anklagemyndigheden 15,5 millioner kroner konfiskeret fra Flemming Østergaard, såfremt han bliver fundet skyldig, mens Jørgen Glistrup risikerer at miste 2,2 millioner kroner.
* De to mænds fortjeneste opstod ifølge tiltalen, da de udnyttede en aktieoptionsaftale og solgte aktier i henholdsvis april og september 2008.
* Politiet har efterforsket sagen i snart fem år. 6. august 2010 anmeldte Finanstilsynet Parken Sport & Entertainment til Bagmandspolitiet for ulovlig kursmanipulation.
Kilder: Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), i daglig tale Bagmandspolitiet, Ritzau.
/ritzau/