Mange oprørere dræbt i Colombia før forhandlinger


    Mindst 18 soldater fra den venstreorienterede Farc-guerillabevægelse er blevet dræbt af regeringssoldater i Colombia ved et af de blodigste angreb siden præsident Juan Manuel Santos i sidste måned gav ordre til en genoptagelse af luftangreb mod oprørerne, siger regeringskilder.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    – 18 oprørere blev dræbt i en militæroffensiv, siger en talsmand for landets forsvar.

    Fly fra flyvevåbnet bombede torsdag en partisanbevægelsens lejre i Cauca-området ved stillehavskysten.

    Angrebet var angiveligt en reaktion på, at Farc-oprørere for nylig dræbte 11 regeringssoldater ved en træfning. Udviklingen skaber tvivl om viljen til at fortsætte fredsforhandlingerne, der fortsætter i Havana i de kommende 11 dage, og som har fokus på erstatninger til konfliktens ofre.

    – Dette er et, problematisk signal på et tidspunkt, hvor alle havde ventet en nedtrapning af konflikten, siger Christian Voelkel fra Den Internationale Krisegruppe. Men Voelkel finder det usandsynligt, at oprørerne vil opgive deres ensidige våbenhvile.

    Farc erklærede i december en ensidig våbenhvile og hævder, at den blev angrebet af militæret og måtte forsvare sig ved den nylige skudveksling.

    Santos har afvist at gå ind på en bilateral våbenhvile, før der foreligger en endelig fredsaftale.

    Farc og myndighederne i Colombia indledte i 2012 fredsforhandlinger med Norge og Cuba som mæglere. Torsdagens kampe er nogle af de blodigste, siden forhandlingerne blev indledt.

    Oprørsbevægelsen blev dannet i 1964 og har i dag omkring 8000 mand under våben.

    Regeringskilder i Colombia siger, at Farc for nylig mødtes med Den Nationale Befrielseshær – en mindre oprørsgruppe, der består af omkring 2500 partisaner. De to grupper mødtes i forbindelse med fredsforhandlingerne i Havana.

    Borgerkrigen i Colombia har varet i over 50 år og kostet over 220.000 mennesker livet. Millioner er drevet på flugt.

    /ritzau/AFP