En storbrand i Bergens historiske kvarter sent torsdag aften er “et mareridt” for alle kulturbevarende kræfter, siger eksperter.
– Dette er en katastrofe, siger Bergens byhistoriker Tryggve Fett til norsk TV2.
Seks personer blev kvæstet – heraf tre alvorligt, skriver avisen Bergens Tidende i sin netudgave.
Branden hærgede bydelen Hamburgersmauet – et område med træhuse, der er over 300 år gamle.
Brandvæsnet fik kontrol over branden i løbet af en halv time.
Ilden brød ud i centrum af Nedre Hamburgersmauet i hjertet af Bergen. En efterslukning af branden fortsatte natten igennem.
– Vi fik melding om branden klokken 22:36. Der er seks kvæstede, og 22 personer blev evakueret. Klokken 23:05 var der ikke længere nogen spredningsfare, siger operationsleder Arve Samsonsen til NTB.
Myndighederne har endnu ikke fuldt overblik over skaderne.
Den norske rigsantikvar kaldte det en “national tragedie”, da fire fredede, historiske bådhuse af træ brændte ned i Bergen-bydelen Sandviken i 2008.
Næsten halvdelen af et af Norges vigtigste kulturelle mindesmærker gik tabt, da fire af de såkaldte Skuteviksbodene brændte.
Skuteviksbodene, der oprindeligt blev brugt til at lagre fiskerbåde, er dateret tilbage til sidste halvdel af 1600-tallet.
/ritzau/NTB