Mens der er stor efterspørgsel efter servicegigantens ISS’s ydelser i hele verden, så trækker det nordiske marked lidt ned i selskabets omsætning for første kvartal.
ISS har løftet omsætningen fem procent i første kvartal i år sammenlignet med sidste år, og det er drevet af fremgang i Vesteuropa, Nord- og Sydamerika samt Asien, mens der sælges færre rengøringsydelser i Norden.
I Norden er omsætningen faldet syv procent til 3,6 milliarder kroner fra 3,9 milliarder kroner sidste år, mens det går bedre i Asien, hvor salget er vokset 23 procent til 2,4 milliarder kroner, fremgår det af regnskabet for første kvartal.
I Latin- og Nordamerika er udgangspunktet noget lavere, men her vokser omsætningen henholdsvis 11 og 19 procent til 946 og 990 millioner kroner.
På trods af nedgang i Norden går ISS frem i resten af Vesteuropa. Her omsatte ISS for knap 9,8 milliarder kroner i første kvartal af 2015, hvilket er en fremgang på fem procent.
ISS fik et nettoresultat for årets første kvartal på 297 millioner kroner mod et tab på 33 millioner kroner i første kvartal 2014, men kan fastholde forventningerne til resten af året.
Dermed ventes der fortsat en organisk vækst – vækst uden opkøb medregnes – på 2-4 procent, mens den i 2014 var 2,5 procent.
ISS havde i første kvartal 2015 i alt 509.702 ansatte.
/ritzau/