Briten Lewis Hamilton vil også være at finde bag rattet hos Mercedes i Formel 1 de næste tre år.
Det meddeler teamet onsdag på Twitter.
– Tre år mere for Lewis Hamilton, skriver Mercedes på teamets twitterkonto om den nye kontrakt.
Ifølge DPA indbringer kontrakten den forsvarende verdensmester omkring 930 millioner kroner i løbet af de tre år.
30-årige Hamilton har været hos Mercedes siden 2013, og i 2014-sæsonen vandt han sin anden VM-titel – den første for Mercedes.
Den britiske Formel 1-kører blev tidligere verdensmester for McLaren, som for tiden har store problemer med at få fart i bilerne.
Også i år har Lewis Hamilton været stærkt kørende, og han fører VM-stillingen foran teamkammerat Nico Rosberg og Ferraris Sebastian Vettel.
/ritzau/