Wolfsburg-boss: Bendtner må stramme op


    Landsholdsangriberen Nicklas Bendtner er ikke fundet god nok til Wolfsburgs trup til de seneste to kampe i Bundesligaen.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    I stedet for den 27-årige dansker har træner Dieter Hecking foretrukket den kinesiske angriber Xizhe Zhang og holdets topscorer Bas Dost.

    I næste sæson risikerer Bendtner at rykke yderligere bagud i angrebshierarkiet, når Max Kruse kommer til fra Borussia Mönchengladbach.

    Wolfsburgs sportschef, Klaus Allofs, vil endnu ikke tage stilling til, om Nicklas Bendtner har en fremtid i den tyske klub.

    – Det vil give noget snak, men det er ikke nødvendigvis et farvel.

    – At Bendtner ikke er lykkelig over situationen, det er klart. Men det må han leve med, siger Allofs til avisen Wolfsburger Allgemeines hjemmeside.

    I sin første sæson i Wolfsburg har Nicklas Bendtner scoret fem mål i 28 kampe. Blot syv gange har danskeren været i startopstillingen.

    – Den sande Nicklas ser man måske først, når han spiller noget oftere. Han kan skabe bedre forudsætningerne for sig selv til træning. Det er også i den retning, at pilen peger i samtalerne med ham, siger Allofs.

    Wolfsburg spiller sæsonens sidste kamp i Bundesligaen i denne weekend, når holdet skal på besøg hos FC Köln.

    Wolfsburg er sikker på at slutte i top-tre og dermed spille Champions League i næste sæson.

    /ritzau/