Canada vandt søndag aften VM-titlen i ishockey for 25. gang.
Det skete på meget overbevisende manér, da canadierne med blandt andre stjernen Sidney Crosby på holdet ydmygede Rusland med 6-1 i finalen i Prag.
Det er Canadas første VM-guld siden 2007.
Canada afgjorde reelt kampen i anden halvdel af anden periode, da holdet gik fra stillingen 1-0 til 4-0.
Mål af Tyler Ennis, Sidney Crosby og Tyler Seguin aflivede reelt enhver videre spænding i kampen.
Forinden havde kampen ellers været meget lige.
Knapt to minutter før udløbet af første periode scorede canadieren Cody Eakin kampens første mål, da han dirigerede en afslutning fra Tyler Ennis i mål.
Ruslands regerende verdensmestre stillede op med blandt andre stjernespilleren Alexander Ovechkin, hvis klub, Washington Capitals, for nogle dage siden blev slået ud af NHL-slutspillet.
Ovechkin nåede også at være med i 4-0-sejren over USA i semifinalen, hvor han scorede et mål.
Men mod Canada var der intet at stille op for Rusland, der var oppe mod VM-turneringens klart bedste hold.
I tredje periode sørgede Claude Giroux og Nathan MacKinnon for yderligere canadiske scoringer.
Det lykkedes omsider for Rusland at score, da Evgeni Malkin reducerede til 1-6 knapt syv minutter før tid.
Det er svært at indvende noget mod Canadas VM-titel.
Canadierne spillede 10 kampe ved VM og vandt dem alle.
Før Evgeni Malkins reducering i tredje periode havde Canada ikke indkasseret et eneste mål fra kvartfinalerne og frem.
I kvartfinalen vandt Canada 9-0 over Hviderusland, mens landet sejrede 2-0 over Tjekkiet i semifinalen.
Bronzen gik til USA, der tidligere søndag besejrede Tjekkiet 3-0 i kampen om tredjepladsen.
/ritzau/