Faldende tryk i kabinen i et SAS-fly på vej til Oslo fra Irlands hovedstad, Dublin, fik piloterne til at sikkerhedslande i skotske Aberdeen søndag.
– Der var indikationer på trykfald i kabinen, og piloterne gik derfor ned til 1000 fod. Det er rutine for at få det normale tryk tilbage. Derefter landede flyet i Aberdeen uden problemer, siger informationschef i SAS Knut Morten Johansen til det norske medie nrk.no.
Han fortæller, at det lave tryk havde været alvorligt, hvis man ikke var gået ned til 1000 fod.
Ifølge informationschefen sker det fra tid til anden, skriver nrk.no.
Flyet af typen Boeing 737-883 med 169 personer om bord lettede fra Dublin klokken 11.46 og skulle have landet i Oslo klokken 13.40.
Ifølge informationschefen er de fleste af passagererne nordmænd.
Her til eftermiddag har SAS sendt et fly til Aberdeen for at hente passagererne. Ifølge en passager på flyet, som det norske nyhedsmedie VG har talt med, blev et barn hentet af en ambulance efter episoden.
/ritzau/