Betjente og indsatte dræbt under fangeflugt i Irak


    50 indsatte og 12 politibetjente er blevet dræbt, da dusinvis af mennesker fængslet for terrorisme tog flugten fra et fængsel omkring 80 kilometer fra Bagdad.

    Det oplyser politi og sikkerhedsfolk ifølge AFP lørdag.

    I fængslet ved navn Al-Khalis sidder cirka 300 personer indespærret for terrorhandlinger, og lørdag opstod der optøjer, hvorunder mange fanger altså flygtede.

    Indsatte og betjente mistede livet på området omkring fængslet nord for Iraks hovedstad, Bagdad, og efterfølgende under jagten på de indsatte, som det var lykkedes at flygte.

    Ifølge en politiofficer, som ønsker at være anonym, startede optøjerne, da indsatte begyndte at slås indbyrdes, og fængselsbetjentene på stedet forsøgte at lægge sig imellem.

    – Så angreb de indsatte betjentene, strippede dem for våben og startede optøjerne, mens de også fik fat på fængslets våbenarsenal, siger den anonyme politiofficer.

    Det er ikke klart, om nogen højprofilerede indsatte blev holdt fanget i Al-Khalis-fængslet.

    I Irak er sager vedrørende terrorisme i de fleste tilfælde forbundet med islamistiske militante, inklusiv Islamisk Stat, som kontrollerer store dele af Irak og Syrien, og som den irakiske hær forsøger at nedkæmpe.

    /ritzau/Reuters