Chelsea dukker Schmeichel og co. på flot anden halvleg


    Kasper Schmeichel og Leicester har været inde i en fremragende stime i Premier League, som har sendt holdet op over nedrykningsstregen, men onsdag kunne holdet ikke holde niveauet gennem hele kampen mod Chelsea.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    På en flot anden halvleg snuppede Jose Mourinhos London-hold en sejr på 3-1.

    Leicester spillede ellers en fremragende første halvleg, hvor Petr Cech i Chelsea-målet havde rigeligt at se til.

    I flere omgange spillede hjemmeholdet sig frem til store chancer og holdt i store dele af halvlegen et stærkt tryk på Premier Leagues suveræne førerhold.

    Alligevel så det ud til, at den regnvåde første halvleg skulle ende uden scoringer, men dybt inde i tillægstiden lykkedes det hjemmeholdet at komme i front.

    Chelsea-forsvareren César Azpilicueta gled inde i feltet på Jamie Vardys flade tværpasning, og så kunne Marc Albrighton gøre det til 1-0.

    Det var et forvandlet Chelsea-hold, som kom ud fra spillertunnelen til anden halvleg, og det resulterede straks i et pres mod Kasper Schmeichels mål.

    Og allerede efter tre minutter viste London-holdet klassen. 37-årige Didier Drogba blev spillet fri skråt tilbage i feltet, og han sparkede effektivt bolden ind bag den danske keeper til 1-1.

    Det var Chelsea, som dominerede efter pausen, men førerholdet skulle helt hen til 10 minutter før tid for at bringe sig i front.

    Kasper Schmeichel kunne kun parere et hovedstød fra Gary Cahill, og så var John Terry hurtigt over bolden og prikkede den ind til 2-1.

    Fire minutter senere måtte den danske målmand igen hente bolden ud af nettet. Som ved 1-1-målet blev bolden spillet skråt tilbage, og fra kanten af feltet hamrede Ramires bolden op i målhjørnet til 3-1.

    Chelsea fører nu ligaen med 13 point ned til Arsenal, som er det eneste hold, der teoretisk kan hente Chelsea, da Arsène Wenger og co. har spillet en kamp mindre.

    Leicester kan ryge under nedrykningsstregen igen, hvis Sunderland slår Southampton lørdag.

    /ritzau/