Knap 300 piger og kvinder er blevet reddet fra Sambisa-skoven i Nigeria, hvor landets hær har gennemført en større militærindsats mod den militante gruppe Boko Haram.
Umiddelbart efter aktionen var det uvist, om pigerne er del af den gruppe på over 200 elever, som i april sidste år blev bortført fra en kostskole i byen Chibok.
De befriede piger er nu blevet identificeret, og en talsmand for hæren siger sent tirsdag til nyhedsbureauet Reuters, at de ikke har tilknytning til kostskolen.
– Soldater reddede 200 bortførte piger, som ikke er fra Chibok, og 93 kvinder, oplyser oberst Sani Usman til Reuters.
Boko Haram bortførte 276 skolepiger fra en kostskole i byen Chibok i april 2014. Af dem lykkedes det 57 at flygte umiddelbart efter bortførelsen, men omverdenen har ikke fået livstegn fra de øvrige 219 i løbet af det seneste år.
Sagen udløste international fordømmelse og lagde pres på den daværende præsident, Goodluck Jonathan, for at finde pigerne og bringe dem hjem.
I ugerne efter bortførelsen var der ifølge nigerianske sikkerhedsstyrker tegn på, at pigerne var bragt til Sambisa-skoven.
Det er imidlertid usikkert, om de har været holdt fanget det samme sted.
Nigerias hær oplyser også, at den har ødelagt tre af Boko Harams lejre under militæroperationen i og omkring Sambisa-skoven.
/ritzau/Reuters