Det amerikanske forbundspoliti (FBI) undersøger et muligt terrorplot, som angiveligt er inspireret af den militante gruppe Islamisk Stat (IS). Angrebet skulle være rettet mod USA på amerikansk jord.
Det skriver CNN, som har talt med en række anonyme kilder i efterretningstjenesten.
Undersøgelsen blev skudt i gang, efter at FBI opsnappede samtaler og andre efterretninger, der pegede i retning af, at et muligt terrorplot var under opsejling, oplyser en af kilderne til tv-stationen.
Ingen er blevet anholdt i sagen, og det er uklart, om den pågældende terrortrussel er konkret eller blot på et tidligt stadie i planlægningen.
Det har ikke været muligt for CNN at få et praj om, hvilken form for plot der er tale om, men det skulle være fokuseret på Californien. Derfor er sikkerheden blevet øget flere steder i delstaten.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om en trussel mod den internationale lufthavn i Los Angeles, LAX, der er verdens fjerdetravleste målt på antallet af rejsende.
Reuters har oplysningen fra en anonym efterretningskilde. Der er dog ikke fastslået, om truslen mod LAX er ny, eller om den kan sættes i forbindelse med planer fra Islamisk Stat.
Ingen fra FBI har officielt udtalt sig om situationen.
Chefen for Homeland Security, der står for den nationale sikkerhed i USA, Jeh Johnson, har ligeledes afvist at kommentere truslen.
I alt 61 millioner mennesker gik ind eller ud af LAX-gates sidste år, skriver lufthavnen på sin hjemmeside.
/ritzau/