Dansker på Everest: Folk har hovedskader


    Den danske bjergbestiger Carsten Lillelund Pedersen befinder sig i øjeblikket på Mount Everest, som har været ramt af adskillige laviner i forbindelse med et kraftigt jordskælv, der lørdag har ramt Nepal.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Han hjælper med at behandle sårede bjergbestigere i et telt på bjerget.

    – Det er svært at danne sig et overblik over situationen lige nu, men der er mange tilskadekomne, og det er svært at forestille sig, at der ikke er døde, skriver han i en besked til Ritzau.

    – Lige nu er det kaotisk, og vi forsøger at hjælpe de sårede. Vi har vel cirka fem sårede i vores spisetelt, og i lejren ved siden af vil jeg gætte på, at der er 10.

    – De har hovedskader, benbrud, og vi har støttet en, som er blevet ramt af en sten, som kom flyvende, skriver han til Ritzau.

    Ifølge Nepals turistministerium er otte foreløbig meldt dræbt, skriver Reuters.

    Carsten Lillelund Pedersen befandt sig i den såkaldte base camp på Mount Everest, da et kraftigt jordskælv udløste en stor lavine.

    Han skriver på sin facebook-side, at folk flygter fra lejren for at finde mere sikre steder.

    Ifølge det danske øjenvidne har der været mange laviner siden den første.

    – Det er svært at se de efterfølgende laviner, og der er så mange – måske en hver femte minut – jeg er stoppet med at tælle. Det gør det svært at lede efter folk, men vi håber stadig på godt nyt, skriver Carsten Lillelund Pedersen på sin facebook-side.

    /ritzau/