Sverige er begyndt at flytte byen Kiruna


    De svenske myndigheder begyndte onsdag at rive byen Kiruna ned for at kunne gennemføre en historisk flytning af den nordlige by, som risikerer at styrte i et stort hul, da en enorm malmmines årer går ind under det bebyggede område.

    Mange af indbyggerne i Kiruna, der tidligere havde 18.000 indbyggere, er allerede flyttet, men der findes stadig få tilbageværende beboere samt et ukendt antal personer, der har lejet sig ind midlertidigt- blandt andet studerende og ingeniører.

    I alt skal 3000 lejligheder rives ned i forbindelse med flytningen af Kiruna. Det gamle rådhus skal væk, og der skal bygges et helt nyt. Det måtte opgives at flytte det gamle, og det nye skal stå færdigt i 2017.

    Også selve bykernen rives ned og flyttes tre kilometer mod øst.

    – Helst ville vi kunne lukke centrum på fredag og åbne igen mandag med et nyt, men der er mange ting at ordne og tage stilling til, siger Christer Winsa fra Kirunas kommune til SVT.

    Det er ikke gjort op, hvad det vil koste at flytte byen.

    Den store mine, der ligger 500 meter fra Kirunas centrum, er verdens største jernmalmsmine. Flere steder er jorden sunket med 10 meter, hvilket har efterladt store kratere, og byen kan bryde sammen.

    /ritzau/