Venstre lægger op til i højere grad at kunne ramme belastede forældre økonomisk, hvis deres børn bliver ved med at begå kriminalitet eller for eksempel ikke passer deres skole.
Det fremgår af det endnu ikke offentliggjort notat “En social genopretning af Danmark – principper for Venstres socialpolitik”, som Politiken er kommet i besiddelse af.
Det såkaldte forældrepålæg, hvor forældre kan trækkes i børnepenge, hvis de ikke medvirker til at forhindre negativ adfærd fra deres børn, bliver i dag kun i begrænset omfang anvendt i landets kommuner, men det skal der laves om på, mener Venstre.
Ifølge partiudspillet skal der “udformes objektive kriterier for, hvornår forældrepålæg skal meddeles, samt for, hvornår forældrepålægget skal følges op af reelle sanktioner”.
Tilsvarende vil partiet indføre “mulighed for, på baggrund af objektive kriterier, at fratage kontanthjælpsmodtagere forsørgertillæg, hvis de over en længere periode har sviget deres forældrerolle”.
Forslaget bliver ikke vel modtaget hos fagfolk, skriver Politiken. Formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, tror ikke på, at forældrepålægget har nogen gavnlig effekt.
– Det er vanskeligt at true sig til, at forældre agerer, som man gerne vil have det, uanset om det er udsatte borgere eller ej. Jeg tror simpelthen ikke, at det kommer til at tjene til børnenes bedste. Tværtimod kan det skabe nye konflikter, siger Jann Sjursen til Politiken.
Også formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, er yderst skeptisk.
Venstrenotatet er foreløbig et arbejdspapir, som efter planen først skulle have været lanceret senere. Socialordfører Karen Ellemann (V) bekræfter dog partiets plan.
Hun mener, at et objektivt kriterium kan være en hjælp for den enkelte sagsbehandler, da sagsbehandleren i en given situation vil kunne sige til forældrene, at vedkommende nu skal trække forældrene i ydelse.
– Sådan at man faktisk kan bevare relationen til den pågældende udfordrede familie ved at sige:
– Prøv at høre, mor og far, I skal bare vide, at jeg er bundet af lovgivningen til at agere og bruge det her forældrepålæg over for jer, hvis ikke I gør det her, siger Karen Ellemann til Politiken.
/ritzau/