DF kalder fleksibelt dagpengesystem dødt


    Dagpengekommissionen har ifølge Jyllands-Posten opgivet at udarbejde et dagpengesystem, der tager hensyn til udviklingerne i konjunkturerne. Dermed er idéen “højst sandsynlig” død, siger en af idéens fortalere, Dansk Folkeparti.

    Like localeyes.dk på Facebook

    – Det kan der være store chancer for. Hvis dem, der skal udfærdige et system, siger, at det ikke kan fungerer i virkeligheden, så er det selvfølgelig ikke det system, vi skal se på, siger partiets arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted.

    – Det var en idé, vi havde, at det kunne være spændende at se på. Det var så det.

    Dermed retter Dansk Folkeparti sit skyts mod andre forslag til ændringer dagpengesystemet.

    – Vi skal se på genoptjening. Vi skal se på forbruget af dagpengene og den såkaldte timemodel. Vi skal se på de supplerende dagpenge. Det fungerer ikke, som det skal. Der er mange muligheder i et nyt dagpengesystem, siger Bent Bøgsted.

    – Der har også været tanker fremme om, at man kan lave et dagpengesystem, hvor man får en højere ydelse det første år.

    /ritzau/