Maskerede mænd skyder prorussisk journalist


    Den kendte ukrainske journalist Oles Busina er blevet likvideret af to maskerede mænd i Ukraines hovedstad, Kijev, skriver Reuters.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    – I dag klokken 13.20 har to uidentificerede mænd med masker skudt journalisten Oles Busina, skriver indenrigsministeriet i en udtalelse.

    En gruppe efterforskere arbejder nu på stedet, lyder det videre.

    Oles Busina blev 45 år og er ifølge nyhedsbureauet AFP en kendt tilhænger af Ukraines styrtede præsident Viktor Janukovitj.

    Drabet skete på gaden nær Kijevs bymidte, oplyser en medarbejder i indenrigsministeriet ifølge AFP.

    Journalisten er den seneste tilhænger af landets tidligere prorussiske præsident til at dø under mistænkelige omstændigheder.

    /ritzau/