Et par nøgletal har på det seneste sået tvivl om effekten af at forlænge den boligjobordning, som fra 1. juni 2011 og indtil nytår har givet skattefradrag for visse typer af håndværkerhjælp.
Venstre går til valg på at forlænge ordningen i 2015, men andre partier er skeptiske, herunder Radikale.
Det skyldes blandt andet, at beskæftigelsen i byggeriet er steget på det seneste, og at ingen af de 1307 fyringsvarsler, der blev givet herhjemme i marts, stammer fra byggesektoren.
– Beskæftigelsen ser ud til at have det fint i byggebranchen. Faktisk er vi bange for, at vi fremover kommer til at mangle arbejdskraft til at bygge sygehuse, Femern-forbindelsen, jernbaneudvidelser og motorveje.
– Derfor mener vi, at det er bedre at give skattelettelser end at bruge penge på at give statstilskud, siger Andreas Steenberg, der er økonomiordfører for de Radikale.
Venstres skatteordfører Torsten Schack Pedersen mener dog, at der er mange gode grunde til at bevare boligjobordningen.
– Statistikken viser, at væksten i beskæftigelsen stammer fra virksomheder med mere end 50 medarbejdere. Det tyder på, at de små virksomheder har brug for en hånd.
– På samme måde er væksten også skævt fordelt. Det er hovedsageligt Aarhus og København, der har mærket fremgangen. Boligjobordningen kan være med til at udligne den skævhed, siger han.
Torsten Schack Pedersen mener også, at håndværkerfradraget vil være med til at bekæmpe sort arbejde, ligesom det vil være en hjælp for børnefamilier, der på grund af har svært ved at få tid til de huslige pligter og vedligeholdet af boligen.
Argumenterne preller dog af på Andreas Steenberg.
– Jeg synes, at det er overraskende, at Venstre går op i, hvilke virksomheder, der skal have glæde af et løft i beskæftigelsen.
– Vi mener, at man ved at lette skatten på arbejde vil kunne gavne alle virksomheder og skatteborgere, siger den radikale ordfører.
Han mener i øvrigt ikke, at det er givet, at omfanget af sort arbejde blev mindre i de år, hvor tilbuddet om et håndværkerfradrag gjaldt.
– Rockwool-fonden har undersøgt det, men har ikke kunnet påvise sammenhængen, siger han.
/ritzau/