Dronningen kan vinke til danskerne på karettur i solen


    Dronning Margrethe vågner til gråvejr på sin 75-års fødselsdag, men i løbet af dagen trækker skyerne sig væk i perioder, så hun kan vinke til folket i solskin.

    – Torsdag begynder med gråvejr og relativt mange skyer. Som dagen skrider frem, skal solen dog nok bryde igennem det vekslende skydække. Skyer vil fortsat drive over himlen, men der kommer pænt med sol indimellem, siger Michael Skelbæk, vagthavende ved DMI, til Ritzau.

    Når dronningen og den kongelige familie klokken 12 vinker fra balkonen på Christian VII’s Palæ, Amalienborg, sker det derfor formentlig med kig til solen.

    Fremmødte skal heller ikke bekymre sig om, at udsynet til den royale familie bliver forstyrret af paraplyer.

    – Overordnet holder det tørt hele dagen i København. Men for at skyerne driver over himlen, skal der vind til, og den vil kunne mærkes. Det bliver en god, jævn nordvestenvind, men ikke i en styrke, så hattene flyver rundt, siger Michael Skelbæk.

    Efter at have fejret fødselsdagen fra slottets balkon er det tid til, at dronning Margrethe og kronprinsparret kører i karet fra Amalienborg til Københavns Rådhus.

    Ruten går blandt andet gennem Strøget, og kareten vil blive eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron. Heller ikke ved denne lejlighed risikerer hverken mennesker eller heste at blive våde af nedbør.

    Temperaturen vil ligge på 10-11 grader, og tørvejret holder, selvom man ikke kan forvente en skyfri himmel.

    Det samme gør sig derfor gældende for de, der har planer om at vinke dronningen tillykke, når hun træder ud på Københavns Rådhus’ balkon klokken 14.

    Jo længere frem på eftermiddagen vi kommer, jo bedre bliver vejret også. Og det holder faktisk helt frem til den store fødselsdagsmiddag på Fredensborg Slot.

    Ud på aftenen bliver det dog en smule køligere. Til gengæld har vinden også lagt sig, så de kvindelige gæster ikke behøver at bekymre sig om at holde skørterne på plads i kamp mod blæsten.

    /ritzau/