En 50-årig mand har ikke fået noget ud af at anke en sag om udnyttelse af sin steddatter til Østre Landsret. Byrettens dom på tre et halvt års fængsel er nemlig blevet stadfæstet af landsretten onsdag.
Det skriver Fyens.dk.
Manden blev dømt skyldig i at have haft samleje med sin kun 12-årige steddatter flere gange.
I Østre Landsret kunne tilhørerne ifølge Fyens.dk høre den fåmælte mand fortælle, hvordan han i over et halvt år i 2013 havde samleje med steddatteren 15 til 20 gange og også anden form for sex i familiens hus på Østfyn.
Videoafhøringen af pigen blev afspillet for lukkede døre.
Den 50-årige ankede sagen til landsretten, fordi han ikke mener at have skaffet sig samleje med steddatteren “ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed”, som det er formuleret i straffeloven.
Han indrømmede ifølge Fyens.dk, at det var ham, der tog initiativ til det ulovlige seksuelle forhold fra starten. Men efterhånden var det lige så tit steddatteren, der tog initiativet, sagde han.
Hans forsvarer lagde også vægt på, at steddatteren ved flere lejligheder havde sagt nej til samleje. Og stedfaderen havde ikke tvunget sin vilje igennem.
Retten slog dog fast, at sagen falder ind under den paragraf, hvor straffen skærpes, fordi der tale om et meget ulige forhold, skriver Fyens.dk.
Det gør den dels på grund af aldersforskellen mellem de to, dels fordi stedfaderen var pigens vigtigste voksenkontakt, da hendes mor på det tidspunkt led af depression og knap havde overskud til at tage sig af børnene.
/ritzau/