Mette F.: Attentat i København har fået konsekvenser


    Justitsminister Mette Frederiksen (S) har fokus på at løse problemerne i det danske retssystem, og hun er godt i gang.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Det er ministerens budskab, efter at det er kommet frem, at ingen i Kriminalforsorgen reagerede på tre henvendelser om, at den formodede gerningsmand bag attentaterne i København i februar viste tegn på radikalisering.

    – Det afgørende er at få løst nogle af de problemer, som redegørelserne viser, at der har været i det danske retssystem, svarer hun på spørgsmålet om, hvorvidt det skal have konsekvenser for Kriminalforsorgen.

    – Det skal have konsekvenser, og det har allerede fået konsekvenser. Der har for eksempel manglet en systematik i underretningen mellem Kriminalforsorgen og Politiets Efterretningstjeneste (PET). Det er en alvorlig fejl.

    – For det siger sig selv, at dem, der afsoner en dom i Danmark, at udviser de radikal adfærd, ytrer de sig på en bestemt måde, eller tilkendegiver at de vil rejse til Syrien eller på anden vis adskiller sig fra det danske samfund, så skal PET have besked om det med det samme.

    Allerede umiddelbart efter terrorangrebet i København 14.-15. februar blev indberetningsproceduren til PET fra Kriminalforsorgen ændret.

    Det skete, efter at justitsministeren havde modtaget en redegørelse om Omar El-Hussein, der mistænkes for at stå bag attentaterne.

    Tirsdag kom det frem, at fængselsbetjente tre gange indberettede Omar El-Hussein til Kriminalforsorgen for radikal adfærd. En af henvendelserne gik videre til PET.

    Trods det havde han efterfølgende såkaldt “cellefællesskab” med en 21-årig sympatisør med Islamisk Stat (IS).

    Mette Frederiksen mener ikke, at hun bør offentliggøre alle sagens detaljer, selvom flere ting er kommet frem.

    – Det vigtige er, at Folketinget, retsudvalget, ordførerne og i øvrigt partilederne har fået adgang til alt materiale, og dermed har de også den politiske mulighed for at reagere.

    – De problemer, som redegørelsen peger på, og der er mange problemer, de skal løses politisk fremadrettet. Og alle partier har mulighed for at byde ind med løsninger, siger hun.

    /ritzau/