Forsvarer: kronprins Frederiks livvagt beholder jobbet


    Såfremt kronprins Frederiks livvagt bliver fundet skyldig i overtrædelse af færdselsloven, behøver han ikke at stille sig i arbejdsløshedskøen.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Det mener livvagtens forsvarer, advokat Torben Koch.

    – Hvis det går så galt, at man finder en dommer, der vil straffe min klient i denne sag, så kommer han ikke til at miste sit arbejde. Han vil eventuelt få en bøde på omkring 3000-4000 kroner, siger Torben Koch til Ritzau.

    Manden er ansat hos Politiets Efterretningstjeneste.

    Han sigtes for overtrædelse af færdselslovens paragraf fire, der fastslår, at trafikanter skal efterkomme anvisninger fra trafiktavler, signalanlæg og lignende.

    Manden, der nægter sig skyldig, er sigtet, fordi han fulgte efter kronebilen, da kronprinsen sammen med sin privatchauffør to gange krydsede Storebæltsbroen, selvom den var lukket.

    – Rent juridisk er der intet interessant i den her sag. Det eneste interessante er de involverede, siger Torben Koch, der tidligere har kaldt sigtelsen forrykt.

    Det var stormen Egon, der lammede trafikken flere steder i Danmark og herunder lukkede Storebæltsbroen 10. og 11. januar.

    Kronprinsens bil kørte over klokken 15.15 på vej mod Herning og retur klokken 02.53, mens flere hundrede andre mennesker angiveligt måtte vente på, at broen åbnede igen.

    Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) efterforsker i øjeblikket sagen, og når DUP har færdiggjort efterforskningen, sendes sagen videre til Statsadvokaten, der herefter skal beslutte, om der skal rejses tiltale mod PET-manden.

    Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi afventer udfaldet af DUP’s efterforskning, før der tages stilling til, om kronprinsens chauffør skal stilles til ansvar, oplyses det til Ritzau.

    Kronprins Frederik skulle til fest i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor årets sportspriser blev uddelt.

    /ritzau/