Rusland frygter øget militært samarbejde i Norden


    Ruslands udenrigsministerium skriver søndag, at det er af “særlig bekymring”, at Sverige og Finland vil styrke det militære samarbejde med de nordiske Nato-lande Danmark, Norge og Island.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Kommentaren er en reaktion på en kronik i den norske avis Aftenposten fredag, hvor den danske forsvarsminister, Nicolai Wammen, og hans kolleger i Norge, Sverige, Finland og den islandske udenrigsminister skriver, at Norden skal være forberedt på militære kriser i forhold til Rusland.

    De lover i kronikken et øget samarbejde i form af blandt andet fælles militærøvelser og mere militærindustrielt samarbejde.

    Finland, som grænser op til Rusland, og Sverige er ikke medlemmer af Nato, men har øget samarbejdet med den vestlige forsvarsalliance.

    De nordiske ministres kronik er den hidtil skarpeste reaktion på russisk aggression.

    Forholdet til stormagten i øst er blevet stærkt forværret på grund af krisen i Ukraine, og de nordiske lande har reageret skarpt på overflyvninger med russiske kampfly nær de nordiske landes luftrum.

    – Det russiske forsvar optræder udfordrende langs vore grænser, og der har været flere grænsekrænkelser over for landene ved Østersøen, skriver de fem nordiske ministre.

    De betegner Ruslands ageren for den største trussel mod sikkerheden i Europa.

    Rusland frygter, at Sverige og Finlands tilnærmelser til Nato skal ende med fuldt medlemskab.

    /ritzau/Reuters