Bevæbnede mænd har torsdag morgen stormet og taget gidsler på et universitet i den nordøstlige del af Kenya i byen Garissa.
14 er dræbt, siger politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters. Adskillige er såret.
Der kom torsdag formiddag meldinger om eksplosioner og skudvekslinger. Kort efter fulgte oplysninger om, at to vagter ved en indgangsport skulle være dræbt.
– Vi kan høre skud inde fra bygningen, men nu og her kan vi ikke sige, hvem der skyder, og hvem de skyder på, siger en politibetjent på stedet til nyhedsbureauet Reuters.
Garissa ligger tæt på grænsen til Somalia.
Gerningsmænd og sikkerhedsstyrker har været i ildkamp i timevis, oplyser den kenyanske avis Daily Nation og radiostationen Capital FM.
– Det kom til skudveksling mellem politiet og de bevæbnede. Gerningsmændene blev trængt tilbage og flygtede ind på et kollegium, siger politichef Joseph Boinet.
Ingen har endnu taget skylden for angrebet, men nogle medier antager, at al-Shabaab står bag.
Den somaliske militante gruppe al-Shabaab har tidligere udført adskillige angreb i Garissa og andre steder i Kenya, herunder angrebet i et indkøbscenter i hovedstaden Nairobi i 2013.
Ifølge øjenvidner, som avisen Standard har talt med, startede angrebet i moskeen inde på universitetsområdet. Avisen skriver, at gerningsmændene skød vilkårligt mod de mennesker, som var samlet til morgenbøn.
De studenter, som nåede at flygte, fortæller, at det drejer sig om mindst fem bevæbnede mænd. De skal også have taget gidsler. Hæren har omringet universitetsområder, oplyser Kenya Television Network.
/ritzau/Reuters











