Mand iført dametøj og solbriller røvede bank


    En kraftig bankrøver havde tilsyneladende nøje overvejet, hvordan han skulle skjule sin identitet, da han onsdag eftermiddag trådte ind i Sparekassen Fyn i Ringe.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Manden var iført dametøj og solbriller, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland.

    – Han havde klædt sig ud som en kvinde med sort nederdel, karrygul eller rødlig damejakke, et spraglet tørklæde og store, mørke solbriller, siger vagtchefen.

    I hånden havde bankrøveren en blank pistol.

    – Han truede sig til et pengebeløb, som han fik i en plastikpose, siger Steen Nyland.

    Efter forbrydelsen, der skete klokken 14.43, sprang røveren op på en ældre cykel og flygtede i ukendt retning.

    Røveren beskrives i øvrigt som en dansk mand i alderen 40-50 år.

    Ifølge Fyens Stiftstidende ligger Sparekassen Fyn i Ringe i byens mest trafikerede kryds, Ørbækvej/Algade, hvorfra man hurtigt kan komme ud af byen mod øst, syd eller vest.

    Fra Sparekassen Fyn siger underdirektør Jan Klink Andersen til avisen, at personalet i banken efter omstændighederne har det godt og nu tilbydes psykologhjælp.

    Hvor stort udbytte, røveren slap af sted med, kan Jan Klink Andersen ikke sige.

    /ritzau/