Dagen efter at EU-Kommissionen varslede en række nye lovforslag for at sikre mere fri handel på internettet går konkurrencekommissær Margrethe Vestager skridtet videre og varsler en granskning af, om virksomheder allerede bryder de eksisterende regler.
– Det er på høje tid at fjerne de resterende hindringer for e-handel, som er af afgørende betydning for det digitale indre marked i EU, siger Vestager torsdag i en pressemeddelelse.
Konkurrencekommissærens undersøgelse af hele e-handelssektoren skal hjælpe med at målrette de forslag, kommissionen kommer med 6. maj for at fjerne både tekniske, lovgivningsmæssige og praktiske forhindringer for fri internethandel på tværs af EU’s fysiske grænser.
Men ifølge pressemeddelelsen sigter undersøgelsen også mod at finde ud af, om nogle af de eksisterende hindringer for, at forbrugerne i EU frit kan købe varer og tjenester på internettet, bryder EU’s konkurrenceregler og forbud mod misbrug af virksomheders dominerende position på markedet.
Hvis Vestagers departement finder tegn på, at reglerne bliver brudt, vil der blive indledt konkrete undersøgelser af sagerne.
Der bliver i dag handlet flittigt på nettet i EU. Sidste år var det omkring halvdelen af EU’s borgere, der købte ind online. Men kun omkring 15 procent af dem købte ind i et andet land end deres eget.
Ifølge kommissionen kan den begrænsede handel over landegrænser skyldes banale ting som sprogproblemer og det faktum, at forbrugere i forskellige lande foretrækker forskellige produkter.
Men der er også tegn på, at nogle virksomheder aktivt prøver at begrænse den fri handel på nettet. For eksempel ved brug af såkaldt geoblocking, der bruger oplysninger om køberens bopæl og betalingskort til at forhindre adgang til visse websider.
EU-Kommissionen kan lave brede undersøgelser af en hel sektor, hvis den ser tegn på, at et område ikke fungerer optimalt. Tidligere har konkurrencekommissæren gransket blandt andet energi- og lægemiddelsektoren.
/ritzau/