Avis: Pilot låst ude af cockpit inden styrt


    Arkivfoto


    En af piloterne på det Germanwings-fly, som tirsdag styrtede ned i det sydlige Frankrig med 150 personer om bord, havde forladt cockpittet, inden flyet begyndte at tabe højde.

    Men piloten var ikke i stand til at komme tilbage ind i cockpittet, inden Airbus-flyet ramte en bjergvæg.

    Det siger en af de personer, der efterforsker flystyrtet, til den amerikanske avis New York Times.

    – Piloten uden for banker svagt på døren, men der kommer ikke noget svar. Derefter slår han hårdere på døren, og der er intet svar. Der kommer aldrig et svar, siger kilden til avisen.

    Informationerne stammer fra en af flyets sorte bokse, der optager data og kommunikation fra blandt andet cockpittet.

    – Du kan høre, at han forsøger at sparke døren ind. Vi ved endnu ikke, hvorfor en af mændene gik ud. Men det ligger fast, at lige før flyvningen ender, er den anden pilot alene, og han åbner ikke døren, siger kilden.

    Lydoptagelserne giver ingen forklaring på, hvad piloten i cockpittet foretager sig eller om han eventuelt har fået et ildebefindende.

    Optagelserne indikerer heller ikke uoverensstemmelser mellem piloterne. Ved flyvningens begyndelse kan man høre piloterne tale professionelt og “meget cool” sammen, siger kilden.

    Onsdag var en af de fremherskende teorier i flere medier, at et pludseligt fald i kabinetrykket kan have udløst katastrofen, hvis piloterne ikke havde nået af få deres iltmasker på og derfor havde mistet bevidstheden.

    De nye oplysninger udelukker tilsyneladende den forklaring.

    Flyet befandt sig over kysten ved Marseilles, da det pludseligt begyndte at miste højde. På intet tidspunkt under nedstigningen, der varede knap 10 minutter, var der kommunikation fra cockpittet til flyveledere eller tegn på en nødsituation.

    Officielt er der endnu ikke kommet en forklaring på flyulykken, der skete i klart vejr tirsdag formiddag. Begge piloter på Airbus-flyet, der var på vej til Düsseldorf fra Barcelona, var erfarne med tusindvis af flytimer bag sig, har Germanwings oplyst.

    /ritzau/