De fleste vælgere uden for Nordjylland kender formentlig mest Peter Duetoft for hans tid som folketingsmedlem og senere landsformand for Centrum-Demokraterne.
Men nu kan der bliver et landspolitisk gensyn med Peter Duetoft, som denne gang stiller op til folketingsvalget for Socialdemokraterne, som han siden 2010 har været medlem af Hjørring Byråd for.
Peter Duetoft bliver kandidat i Hjørring-kredsen, oplyser partiets kredsformand, Jan Thomsen. Om opstillingen siger Peter Duetoft:
– Jeg blev spurgt for 14 dage siden og har overvejet forslaget nøje. Jeg havde jo ikke lige set det komme, så det var en ny udfordring.
Han mener, at det kommende folketingsvalg bliver “langt mere holdningspræget end tidligere”.
– Her er jeg som en fisk i vandet. Valget står nu mellem fællesskab eller egoisme. Skal man i Danmark gøre de fattige fattigere for at gøre de rige rigere, eller skal vi have et samarbejdssamfund, hvor vi hjælper i fællesskab, siger Peter Duetoft.
Han varsler samtidig en kamp for Nordjylland og specielt Vendsyssel, hvis han kommer i Folketinget.
– Vi skal behandles ordentligt, og jeg er træt af al snakkeriet om Udkantsdanmark. Jeg valgte Vendsyssel i 1995, da jeg flyttede fra København til Sindal. Jeg er altså et af beviserne på, at man sagtens kan bo i Vendsyssel og stadig være med i det danske samfund, siger Peter Duetoft.
Peter Duetoft sad i Folketinget fra 1988-2001 for Centrum-Demokraterne, valgt i Nordjylland. Han var blandt andet formand for Folketingets Finansudvalg og Det Udenrigspolitiske Nævn.
I dag er Peter Duetoft gruppeformand for Socialdemokraternes gruppe i Hjørring Byråd og har bopæl i Sindal i Vendsyssel.
/ritzau/