Tinkoff-Saxo suspenderer Bjarne Riis


    Forholdet mellem holdejer Oleg Tinkov og team manager Bjarne Riis er nu så dårligt, at Tinkov har suspenderet danskeren fra cykelholdet Team Tinkoff-Saxo.

    Det skriver BT mandag aften.

    Ifølge avisen har holdets godt 80 ansatte fået besked om beslutningen i en mail fra holdets administrerende direktør, Stefano Feltrin.

    Det er foreløbig uklart, hvad suspenderingen dækker over, men årsagen til det kølige forhold mellem Tinkov og Riis skulle være holdets dårlige resultater, som Riis bliver holdt ansvarlig for.

    Under etapeløbet Tirreno-Adriatico tidligere på måneden havnede de to kamphaner ifølge den franske sportsavis L’Equipe i et åbent skænderi, efter at Tinkov havde givet udtryk for sin utilfredshed med holdets topnavn Alberto Contadors skuffende præstation.

    Ifølge L’Equipe ville Tinkov sætte sportsdirektør Steven De Jongh fra bestillingen, mens Bjarne Riis selv skulle sætte sig i sportsdirektørbilen, hvilket Riis nægtede.

    Og Bjarne Riis var ikke til stede til søndagens klassiker Milano-Sanremo, der ellers er et af højdepunkterne i løbskalenderen i det tidlige forår.

    Riis har været team manager og dermed øverste ansvarlige for den sportslige afdeling siden december 2013, da han solgte cykelholdet til den excentriske russer.

    Men det har været småt med triumferne for det ambitiøse hold, og 2015-sæsonen er begyndt med skuffende præstationer, selv om Tinkoff-Saxo blandt andet er blevet forstærket med den slovakiske stjernerytter Peter Sagan.

    Sagan måtte nøjes med en fjerdeplads i Milano-Sanremo søndag eftermiddag, og Oleg Tinkov luftede efterfølgende sin skuffelse på Twitter, hvor han blandt andet kritiserede Matti Breschel for indsatsen i opløbet.

    Alberto Contador tog mandag hul på etapeløbet Catalonien Rundt, men kunne ikke hjælpe på holdejerens humør på første etape, hvor spanieren kom i mål knap tre minutter efter etapevinderen, Maciej Paterski.

    /ritzau/