Seks mål i de seneste syv ligakampe op til søndagens El Clásico. Det er status for Real Madrids angrebstrio bestående af Cristiano Ronaldo, Gareth Bale og Karim Benzema i Primera Division.
Mens det for mange andre klubber vil være godkendt, så er det langt under niveau for de forsvarende Champions League-mestre.
Til sammenligning har Barcelonas fronttrio med Lionel Messi, Neymar og Luis Suárez produceret 19 ligamål i samme periode, og Messi alene har stået for de 11. Samtidig har Barcelona skubbet hovedstadsklubben væk fra førerpositionen i ligaen.
Ifølge Esben Hansen, ekspertkommentator for Canal 9, skyldes Real Madrids problemer egoerne hos Ronaldo og Bale.
– Det virker til, at man i Barcelona har brugt meget energi på at få de tre angribere integreret og til at spille sammen. Det fungerer nu, og de kigger efter hinanden.
– Der synes jeg, helt groft, at Cristiano Ronaldo og Gareth Bale kigger efter at gøre tingene selv. Det er den største forskel, siger Esben Hansen om årsagen til, hvorfor de to holds angreb har modsatrettede formkurver.
Faktisk mener den tidligere OB-spiller, at de to egoer står i vejen for hinandens succes.
– Jeg tror egentlig, at både Bale og Ronaldo ville profitere af, at den anden ikke var der. De er begge spillere, som bærer et hold.
Holdenes form taget i betragtning tøver Esben Hansen heller ikke med at gøre Barcelona til favoritter.
– Barcelona er helt sikkert favoritter. Det er de på grund af deres bedre formkurve, og også fordi de spiller på hjemmebane. Det har stor betydning i de kampe.
Kampen fløjtes i gang søndag klokken 21 på Camp Nou i Barcelona.
/ritzau/