Arkivfoto
Hvis nogen skulle tro, at Danmarks forhold til Rusland ikke kunne blive mere anstrengt, kan der være grund til genovervejelse.
I et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag advarer den russiske ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin, om, at Danmark vil blive mål for et muligt russisk atomangreb, hvis vi tilslutter os Natos missilforsvar.
– Jeg tror ikke, at danskerne helt forstår konsekvenserne af, hvad der sker, hvis Danmark tilslutter sig det amerikansk-styrede missilforsvar.
– Sker det, bliver danske krigsskibe mål for russiske atommissiler.
– Danmark vil blive en del af truslen mod Rusland. Det vil blive mindre fredeligt, og forholdet til Rusland vil tage skade. Det er naturligvis jeres beslutning – jeg vil blot minde jer om, at I vil miste både penge og sikkerhed, siger Mikhail Vanin til Jyllands-Posten.
Derudover nævner ambassadøren, at Rusland samtidig råder over missiler, “som garanteret kan gennemtrænge det fremtidige globale missilforsvarssystem.”
Ikke helt uden grund vækker indlægget både undren og vrede blandt danske politikere. Blandt dem er udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der på trods af snakken om angreb maner til besindighed.
– Hvis han har udtalt sig i den retning, er det selvfølgelig uacceptabelt. Rusland ved udmærket godt, at Natos missilforsvar er defensivt og ikke er vendt mod dem.
– Vi er uenige med Rusland om mange vigtige ting, men det er vigtigt, at tonen mellem os ikke eskalerer, siger Martin Lidegaard til Jyllands-Posten.
SF’s forsvarsordfører og tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen, der selv er modstander af missilforsvaret, er forundret og siger til avisen, at “det er en vanvittig udtalelse, at Danmark skulle være et mål for russiske missiler.”
/ritzau/