Forbered dig på en kold weekend


    Der bliver de kommende dage igen brug for vanter og halstørklæder. Weekenden bliver kold og flere steder ret blæsende med risiko for både regn og slud.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Natten til søndag kan temperaturen dykke til fem minusgrader.

    Prognosen for fredag er nok den, som de fleste interesser sig for på grund af den solformørkelse, der indtræffer på vores kanter i løbet af formiddagen.

    Men Danmarks Meteorologiske Institut kan ikke udstikke nogen garanti for, at det astronomiske naturfænomen kommer til at stå klart på himmelen.

    – Chancerne for at se solskiven blive dækket, er nok størst i den sydøstlige del af landet. Specielt i Sønderjylland. I Nordjylland derimod er chancerne minimale, siger Anja Bodholdt, vagthavende meteorolog ved DMI.

    Men uanset mængden af skyer, så vil man nok alle steder i landet kunne fornemme, at himlen bliver mørkere, når månen passerer solens lysbane, tilføjer hun.

    Ellers er det udsigt til en tør dag de fleste steder. Der kan komme en smule nedbør i Nordjylland, og Nordsjælland får fredag eftermiddag måske også lidt regn.

    Temperaturerne vil svinge mellem seks til 10 grader, men fredag aften og natten til lørdag bliver det væsentlig koldere.

    – Der er et lavtryk på vej ned mod Danmark oppe fra Færøerne. I første omgang bringer det regn med sig, men ud på natten drejer vinden om, temperaturerne falder til mellem nul og to grader, og det kan give noget slud eller tøsne i Nordjylland, siger Anja Bodholdt.

    Lørdag morgen vil den sydøstlige del af landet døje med regn eller slud, mens det klarer op i Nordjylland.

    – Solen breder sig i løbet af lørdagen til resten af Jylland, så det kan blive en flot dag. Men det bliver rigtigt koldt med kun op til fire grader og tæt på kuling ved kysterne.

    Natten til søndag falder temperaturen til minus fem grader, men de fleste står op til en pæn dag.

    – På det meste af Fyn, Sjælland og Bornholm vil der være en del sol på søndag, siger Anja Bodholdt.

    /ritzau/