Skidt for Magnussen: Alonso er tilbage i simulatoren


    Kevin Magnussens comeback i Formel 1 kan være forbi for denne gang.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Han blev gjort til reservekører hos McLaren, da Fernando Alonso kom til før denne sæson, men med spanierens uheld under træningen for en måneds tid siden, var Magnussen tilbage i bilen ved sæsonens første grandprix i Melbourne.

    Nu arbejder Fernando Alonso imidlertid igen i simulatoren i McLarens hovedkvarter i Woking i England.

    Onsdag havde han en hel arbejdsdag i simulatoren, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Til sine følgere på det sociale medie Twitter siger Alonso selv, at onsdag var en “rigtigt god dag”.

    Ifølge McLaren havde den tidligere dobbelte verdensmester arbejdet på løbsprocedurer og kvalifikationsprocedurer.

    Alonso har også lagt billeder på Twitter af sig selv, der styrketræner og svømmer, ligesom han den seneste uge flere gange har meddelt, at han løber og svømmer.

    Han forventer at være med i det næste grandprix i Malaysia i næste uge.

    McLaren havde en skidt indledning på sæsonen. Kevin Magnussen og Jenson Button kvalificerede sig til de bageste positioner i grandprixet. Magnussens bil nåede slet ikke til start i Melbourne, da den gik i stykker kort før løbet.

    Button blev nummer 11 og sidst af de biler, som gennemførte – han blev passeret af verdensmesteren Lewis Hamilton med to omgange.

    /ritzau/