Politiske dobbeltjob sætter sine spor på fraværskontoen


    23 af Folketingets 179 medlemmer må løbe ekstra stærkt for at passe deres arbejde. For ved siden af jobbet på Christiansborg varetager de såkaldte dobbeltmandater også en post i by- eller regionsråd.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Og da de ikke kan være to steder på én gang, melder flere af dem jævnligt afbud til møder på hjemstavnen, skriver Ugebrevet A4 på baggrund af en kortlægning, som mediet har foretaget, af dobbeltmandaternes tilstedeværelse og fravær i det lokalpolitiske arbejde.

    Mai Mercado (K), Martin Geertsen (V) og Per Clausen (EL) er topscorere i afbud til byråds- og udvalgsmøder. I den anden ende af fraværsskalaen ligger Rene Christensen (DF) og Karsten Nonbo (V), som sjældent melder forfald til møder på rådhuset.

    Kommunalforsker og professor ved Syddansk Universitet Ulrik Kjær er ikke overrasket over, at dobbeltmandaterne scorer højt i afbud til kommunale møder.

    – Det er et ret tidskrævende job at sidde i Folketinget, og det er også tæt på et halvtidsjob at sidde i en kommunalbestyrelse, siger han til Ugebrevet A4 og uddyber:

    – Dobbeltmandaterne er sandsynligvis spændt hårdt for, og afbuddene er jo udtryk for, at nogen af dem simpelthen er tæt på at have gabt over for meget.

    Roger Buch, valgforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, understreger, at politikernes arbejdsgivere er vælgerne. Derfor er det vigtigt at få fraværet frem i lyset, så vælgerne kan tage det i betragtning, når de sætter deres kryds.

    Han mener dog, at mange vælgere er parate til at se gennem fingre med fraværet, fordi de ser store fordele ved dobbeltmandaterne.

    Enhedslistens Per Clausen meldte i 2014 afbud til to byrådsmøder i Aalborg samt hvert tredje møde i både beskæftigelsesudvalget og skoleudvalget.

    Han er “absolut ikke stolt af de mange afbud” og kalder det utilfredsstillende for både kolleger i udvalgene og vælgerne.

    /ritzau/