Dødsdømte hænges på stribe i Pakistan


    Pakistan har tirsdag hængt 12 fanger, oplyser en talsmand for Indenrigsministeriet. Samtidig breder der sig protester over planerne om at henrette en mand, hvis forsvarer siger, at han blev torteret til at tilstå drabet på et barn. Den dømte skulle kun have været 14 år, da torturen fandt sted.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Tirsdagens hængninger markerer det største antal henrettede folk på samme dag, siden et uofficielt stop for dødsstraf blev ophævet i december.

    Myndighederne oplyser, at de venter, at tempoet for henrettelser vil blive markant øget. Det sker, selv om dødsstraffen ikke kan bruges mod en dømt, der er under 18 år, ligesom en tilståelse, der er afgivet under tortur, skal afvises.

    Premierminister Nawaz Sharif ophævede stoppet den 17. december, dagen efter at bevæbnede medlemmer af Taliban angreb en skole og dræbte 134 elever og 19 voksne. Massakren pressede regeringen til at vise en hårdere kurs mod islamistiske oprørere.

    I sidste uge kom det frem, at myndighederne stille og roligt havde udvidet politikken til at omfatte ikke kun dømte terrorister, men alle dødsdømte fanger, hvis appelmuligheder er blevet afvist.

    – De var ikke kun terrorister, de var også dømt for andre forbrydelser. Nogle af dem var mordere, og andre havde foretaget afskyelige forbrydelser, siger ministeriets talsmand om de 12 henrettede fra forskellige fængsler.

    Indtil videre er 39 personer blevet hængt siden 17. december. Flere end 40 er planlagt til at skulle henrettes i næste uge, siger talsmanden, og Indenrigsministeriet kigger også på hundredvis af sager, hvor appelmulighederne er udtømte.

    Der sidder flere end 8000 pakistanere på dødsgangene i landets fængsler.

    /ritzau/Reuters