Irakiske soldater fortrænger IS fra by nær dansk base


    Irakiske soldater har fredag fortrængt Islamisk Stat fra byen al-Baghdadi, der ligger nær en militærbase, hvor danske og amerikanske soldater er udstationeret.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Det meddeler det amerikanske militær ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Regeringssoldaterne har ifølge amerikanerne erobret en politistation i byen og tre broer over floden Eufrat i kampene mod Islamisk Stat.

    De irakiske styrker har kæmpet side om side med lokale klaner og under luftstøtte fra amerikanske kampfly.

    Midt i februar angreb og erobrede den islamistiske gruppe al-Baghdadi, der ligger i Anbar-provinsen få kilometer fra militærbasen Ain al-Asad.

    Islamisterne har flere gange tidligere angrebet militærbasen – også selvmordsbombere har forsøgt at ramme mål på basen.

    Der er 120 danske soldater på basen.

    Islamisterne har været til stede i regionen længe, og angrebet på al-Baghdadi for tre uger siden skete, efter at islamisterne havde erobret andre mindre byer i området.

    De danske og amerikanske soldater er udstationeret på Ain al-Asad for at træne irakiske regeringssoldater.

    /ritzau/Reuters