Internationalt forbund til piloter: Boykot Norwegian


    Det internationale pilotforbund Ifalpa beder nu alle piloter om ikke at stille sig til rådighed for at hjælpe Norwegian, mens strejken i det norske lavprisselskab står på.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Det sker i et brev fra foreningens vicepræsident, sydafrikaneren Fanie Coetzee, til alle forbundets medlemsorganisationer verden rundt.

    I brevet beder Coetzee alle afstå fra at hjælpe Norwegian med at leje fly og mandskab.

    – Antallet af piloter uden fast ansættelse i et flyselskab er stigende, og Norwegian udnytter dette ved at sende piloter på løse kontrakter ind i konfliktområdet Skandinavien. Selvom Norwegian Pilot Union ikke er en medlemsorganisation, har flere af dens piloter valgt at være medlemmer hos Norsk Flygerforbund, skriver vicepræsidenten.

    Piloterne i Norwegian har tidligere bedt Ifalpa om at sortliste piloter, der takkede ja til at hjælpe det strejkeramte selskab.

    Flere udenlandske pilotforbund er kommet med støtteerklæringer til de Norwegian-ansatte.

    Torsdag varslede Serviceforbundet, som har blandt andet Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning – herunder security-personale i lufthavnene – og Flyvebranchens Personale Union under sig, en sympatistrejke.

    /ritzau/NTB