Onsdag eftermiddag er en svensk indregistreret bil med to personer forulykket på Køge Bugt Motorvejen. Der er tale om en soloulykke, oplyser Vestegnens Politi til Ritzau.
Den ene person flyves med helikopter til Rigshospitalet, mens den anden person i bilen køres til samme hospital i ambulance med eskorte.
Politiet har ikke flere oplysninger om deres tilstand.
Vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Kim Svenningsen siger, at man ikke ved, hvorfor føreren af bilen mister herredømmet over bilen og kører ind i en betonpille på motorvejen. Herefter river motoren sig løs og slynges ud af bilen.
Ingen andre biler er implicerede i ulykken, som fandt sted ved Ishøj Stationsvej på indadgående retning på motorvejen.
/ritzau/