150 mennesker er fanget i en mine i Sverige, hvor der angiveligt er udbrudt brand. Beredskabstjenester og politi er på vej til Garpenbergminen, der ligger uden for byområdet Hedemora i midten af Sverige.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
– Vi har modtaget en melding om, at det brænder nede i minen, og at der er folk tilbage i minen. Men det er endnu ikke klart, hvor dramatisk det er, siger Mats Jansson, der er beredskabschef.
Det er endnu sparsomt med oplysninger, og personalets tilstand kendes ikke endnu.
Beredskabstjenesten modtog meldingen klokken ni.
– Der er redningskamre, hvor personalet kan søge tilflugt. Der er sikkert rum med frisk luft, og der kan personalet være længe, hvis minen bliver fyldt med røg, siger Mats Jansson.
Garpenbergminen er Sveriges ældste mine, som stadig er i brug, og dens virke kan dateres tilbage til det 13. århundrede.
I dag udvinder man zink, bly og sølv fra minen.
/ritzau/TT