Omkring 30.000 irakiske styrker og shiamuslimske militser har indledt deres offensiv mod den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat (IS).
De får opbakning fra luften, hvor kampfly retter skytset mod jihadisterne i den hidtil største offensiv mod Islamisk Stat.
Offensiven finder blandt andet sted i den overvejende sunnimuslimske Salahuddin-provins, hvor Tikrit, Saddam Husseins fødeby, ligger.
– Sikkerhedsstyrker vinder frem på tre fronter mod Tikrit, Ad-Dawr (mod syd, red.) og Al-Alam (mod nord, red.), siger en oberstløjtnant i telefon til nyhedsbureauet AFP.
Kampfly fra Iraks militær deltager, men det står endnu ikke klart, hvorvidt styrker fra den USA-ledede koalition, som Danmark er del af, deltager i operationen.
Irakiske styrker bevæger sig samtidig frem “langs sideveje for at forhindre Daesh i at flygte”, siger oberstløjtnanten og bruger den arabiske betegnelse for Islamisk Stat, som har haft kontrollen over Tikrit i næsten ni måneder.
I juni sidste år erobrede bevægelsen store områder af både Irak og Syrien, og hæren har forgæves forsøgt at vinde kontrol over byen ad flere omgange.
IS har bevaret kontrol over Tikrit og flere andre byer langs floden Tigris nord for den regeringskontrollerede by Samarra.
Lørdag var der meldinger om intense kamphandlinger nær Samarra, efter at selvmordsbombere sprængte sig selv i luften nær sikkerhedsstyrker. Handlinger, der kan have haft til formål at forstyrre forberedelserne til den militære offensiv.
Efter flere måneder med luftangreb fra den USA-ledede koalition er det med hjælp fra shiamilitser og kurdiske peshmerga-soldater lykkedes hæren at vinde terræn i Irak.
IS er blandt andet blevet trængt væk fra hovedstaden Bagdad, det kurdiske område i nord og den østlige provins Diyala.
Men IS står stadig stærkt i Salahuddin og i den vestlige Anbar-provins.
/ritzau/AFP