Tævet af ekssamlever: Kvindes ansigt kvæstet


    En 29-årig mand er blevet anholdt og varetægtsfængslet for at have slået og sparket sin tidligere samlever.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Kvinden, der er 24 år, fik knytnæveslag og spark over hele kroppen og i ansigtet, så hun pådrog sig flere brud i ansigtet og tandskader.

    Den grove vold blev begået lørdag aften på en adresse i Otterup på Nordfyn.

    – Det er rimeligt groft. Kvinden har fået rigtig mange tæsk, siger vagtchef Hans Frederiksen, Fyns Politi.

    Den 29-årige blev anholdt lørdag aften, kort tid efter at volden havde fundet sted.

    Søndag blev han fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Odense, hvor en dommer varetægtsfængslede ham indtil 18. marts.

    Manden er sigtet efter straffelovens bestemmelser om grov vold. Han erkendte de faktiske omstændigheder og kærede ikke varetægtsfængslingen, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

    Den forslåede kvinde er blevet kørt til behandling på Odense Universitetshospital.

    /ritzau/