Det er ene og alene gerningsmanden for weekendens terrorangreb i København, der har ansvaret for, at to civile blev dræbt og fem politifolk såret.
Det slår Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, fast, efter at en af partiets folketingskandidater, Aia Fog, over for jp.dk og TV2 News har placeret et medansvar hos De Radikale.
Partiet har i hendes øjne åbnet grænserne for ekstremister via udlændingeloven fra 1983.
Det er en holdning, som De Radikales formand, Morten Østergaard, tirsdag morgen har betegnet som “absurd”, og som Thulesen Dahl nu også afviser fuldstændigt.
– Det, der er sket i weekenden, er ene og alene den gerningsmand eller de gerningsmænd, der står bag, ansvarlig for.
– Og det ansvar skal man ikke på nogen måde tage fra de pågældende ved at blande det ind i en diskussion om, hvad andre har gjort politisk gennem årene.
– I samme øjeblik man lægger et politisk ansvar på noget som dette, så begynder man at undskylde eller lægge en formildende omstændighed ind, siger Thulesen Dahl.
Spørgsmål: Hvad siger du til, at en af dine folketingskandidater er ude og give De Radikale et medansvar for weekendens terror?
– Der er ingen beskyldning fra vores side om, at andre end gerningsmanden eller gerningsmændene har ansvaret for det skete, understreger Dansk Folkepartis formand.
– På et andet tidspunkt må vi så tage en generel diskussion om, hvordan vi forhindrer noget som det, der skete i weekenden.
– Og den diskussion har vi jo løbende politisk, blandt andet om hvordan vi sikrer os, at der ikke er parallelsamfund, hvor ekstremismen kan gro frem, siger Thulesen Dahl.
Han er ikke på nuværende tidspunkt parat til at diskutere, hvilke tiltag der skal til.
Ud over at være folketingskandidat for Dansk Folkeparti er Aia Fog næstformand i Trykkefrihedsselskabet og skribent for netmediet Den Korte Avis.
I 2007 gik hun til Dansk Folkeparti fra Socialdemokraterne, som, hun mente, havde svigtet sit sociale ansvar.
/ritzau/