Den svenske kunstner Lars Vilks er velkommen på Christiansborg, hvor Lars Vilks-komitéen gerne vil afholde en prisoverrækkelse til efteråret med deltagelse af kunstneren.
Det siger Enhedslisten, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti til Ritzau. I SF vil man diskutere spørgsmålet internt tirsdag.
– Det vil da være en glimrende idé. Det er et godt sted, hvor det er sikkert at være, og det har vi haft stor fornøjelse af tidligere.
– Man skal have et folketingsmedlem til at stille lokaler til rådighed. Hvis jeg bliver spurgt af dem, vil jeg være meget positiv over for det, siger Dansk Folkepartis grundlovsordfører, Søren Espersen.
Ordførerkollega Simon Emil Ammitzbøll (LA) supplerer:
– Jeg synes, det er en fin idé at lægge det på demokratiets højborg, siger han.
Lars Vilks menes at have været målet for det terrorangreb, der lørdag fandt sted ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro, hvor 55-årige Finn Nørgaard mistede livet og tre betjente blev såret.
Heller ikke grundlovsordførerne i Venstre og Enhedslisten kan se noget problem i et Vilks besøg på Slotsholmen.
– Vi har haft mange kontroversielle personer på Christiansborg i tidens løb, så hvis der er nogle, som har lyst til at invitere Lars Vilks, så er de velkommen til det. Det er der ingen problemer i, siger Kristian Jensen (V).
– Det kan jeg ikke se noget problem i, lyder det fra Pernille Skipper (EL).
I SF afventer man tirsdagens gruppemøde, før man vil tage stilling til et eventuelt Vilks-besøg, siger grundlovsordfører Karina Lorentzen.
Grundlovsordfører og næstformand Kristian Jensen (V) tror ikke, at folk vil føle sig provokeret af endnu et Vilks-besøg i København.
– Vi må ikke begynde at bøje os og sige, at nu må nogle personer ikke komme til Danmark eller give udtryk for deres ytringer. Så har terroristerne vundet, siger Kristian Jensen.
Lars Vilks-komitéen vil gerne holde arrangementet på Christiansborg af sikkerhedsmæssige grunde. Formålet er at uddele en ytringsfrihedspris.
/ritzau/