Obama i samtale med Thorning: USA står klar med støtte


    Sent mandag aften har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) haft en samtale med den amerikanske præsident, Barack Obama. Det erfarer Ritzau.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Det Hvide Hus har natten til tirsdag bekræftet opkaldet.

    I opkaldet gav Barack Obama udtryk for sin medfølelse og sympati med den danske befolkning, lige som USA har gjort det klart, at landet står klar med al den støtte, som Danmark har brug for i kølvandet på weekendens terrorangreb.

    Obama fordømmer terrorangrebet i København, hvor to uskyldige mistede livet mellem lørdag eftermiddag og nat.

    Ifølge Det Hvide Hus blev de to politiske ledere enige om at samarbejde om at forhindre nye angreb på ytringsfrihed og antisemitisk vold.

    Præsident Obama hilste det i øvrigt velkommen, at Danmark deltager i en international konference om sikkerhed og ekstremisme i Washington denne uge.

    Helle Thorning-Schmidt befandt sig i Statsministeriet, mens samtalen mellem de to statsledere stod på.

    Den amerikanske præsident benyttede desuden lejligheden til at takke Danmark som en tæt ven og allieret, og præsidenten takkede for støtten i kampen mod Islamisk Stat.

    Allerede søndag morgen skrev det Det Hvide Hus i Washington i en erklæring, at man fordømte det “sørgelige” skudattentat i København.

    USA’s ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, viste også støtte til danskerne, da han deltog i en stor mindehøjtidelighed for ofrene mandag aften på Østerbro sammen med over 30.000 andre.

    Ved den mindehøjtidelighed var statsministeren på talerstolen, hvor hun gjorde det klart, at danskerne skal holde sammen i denne tid.

    – Vi står skulder ved skulder. Muslimer, jøder og kristne, mennesker af forskellig politisk overbevisning. Vi står sammen som danskere.

    – Vi står fast på, at vi vil leve et almindeligt liv, hvor vi går til møder og til fest. Vi vil leve, som vi vil, og vi er dem, vi er. Og i aften holder vi hinanden i hånden, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt.

    Det var efter mindehøjtideligheden, at Thorning og Obama talte i telefon sammen.

    /Ritzau/