Lars Hedegaard forventer flere terroranslag


    Den tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard er slet ikke overrasket over det formodede terrorangreb i København lørdag.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Blandt andre den svenske kunstner og Muhammedtegner Lars Vilks deltog ved et debatarrangement i kulturhuset Krudttønden, hvor der kort før klokken 16 blev affyret skud.

    – Det kommer ikke bag på mig, at dette er sket. Jeg har hele tiden regnet med, at dette ville ske, og jeg regner ikke med, at dette bliver det sidste terroranslag, vi kommer til at se.

    – Vi kommer til at opleve et stigende antal terroranslag i den kommende tid, både i Danmark, andre steder i Europa og i USA, siger Lars Hedegaard.

    5. februar 2012 blev Lars Hedegaard udsat for mordforsøg i sit hjem på Frederiksberg. Gerningsmanden affyrede skud mod Hedegaard, der dog ikke blev ramt. Efter noget håndgemæng flygtede attentatmanden.

    Spørgsmål: Hvad får lørdagens begivenhed dig til at tænke om din egen sikkerhed?

    – De mennesker, kræfter, organisationer eller hvem det nu var, som ville slå mig ihjel, har ikke opnået det, de ville. Derfor er jeg fortsat på hitlisten. Det går jeg ud fra.

    – Jeg har hele tiden regnet med, at det her ville ske igen. Det næste kan blive et bombeattentat mod en s-togsstation eller en massenedskydning.

    – Lørdagens attentat var sikkert et forsøg på et massemord, for som jeg har forstået det, ville gerningsmanden ind i Krudttønden med sit våben, siger han.

    Spørgsmål: Men vil du gøre noget anderledes omkring din sikkerhed nu?

    – Jeg gør ikke noget. Det er PET (Politiets Efterretningstjeneste, red.), der har til opgave at gøre noget, siger Hedegaard, der ikke vil udtale som om, hvorvidt PET har kontaktet ham lørdag for at tale om en skærpelse af sikkerheden.

    – Jeg fortsætter som hidtil. Jeg skriver og siger det, jeg vil, lyder det fra Hedegaard.

    Politiet efterlyser en arabisk udseende mand på 25-30 år, cirka 185 centimeter høj og atletisk af bygning efter lørdagens formodede terrorskyderi.

    Én mand blev dræbt i forbindelse med skyderiet, mens tre politibetjente blev såret af skud.

    /ritzau/