Den franske præsident, François Hollande, siger ifølge Reuters, at han har udtrykt solidaritet med den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S).
Også Storbritanniens premierminister, David Cameron, fordømmer skyderiet. På Twitter skriver han:
– Jeg fordømmer skyderiet i København. Ytringsfrihed må altid beskyttes. Mine tanker går til det danske folk.
Det sker efter skudattentatet på Østerbro i København lørdag eftermiddag, hvor en civil person er blevet dræbt og tre betjente såret.
Også toppen af EU-systemet bakker op om Danmark.
EU-præsident Donald Tusk minder i sin kommentar om, at det kun er to dage siden, EU’s stats- og regeringschefer på et topmøde i Bruxelles bekræftede hinanden i, at de står sammen og er fast besluttede på at bekæmpe alle former for ekstremisme og terrorisme.
– Europa er igen i chok, efter hvad der ser ud til at være endnu et brutalt terrorangreb rettet mod vores grundlæggende værdier og frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden.
– Vi vil presse på for at gennemføre de prioriteter, vi netop er enedes om i kampen mod terror. Vi konfronterer truslen i fællesskab, lyder det fra Tusk.
EU-Kommissionen tager i en skriftlig erklæring også afstand fra dagens begivenheder.
– Ét liv er et liv for meget. Vore tanker går til ofrene og deres familier. Europa står sammen med Danmark i indsatsen for at beskytte ytringsfriheden. Europa vil ikke lade sig kue, hedder det fra kommissionen.
Generalsekretæren fra Europarådet, som er den organisation, der vogter over frihedsrettighederne i Den Europæiske Menneskerettighedserklæring, sender også tanker til Danmark og ofrene for søndagens angreb.
– Skudepisoden i København så kort efter massakren på Charlie Hebdo i Paris er et tegn på, at ytringsfriheden er truet i hele Europa. Vi står sammen mod trusler på vores grundlæggende rettigheder, siger Thorbjørn Jagland.
Skyderiet fandt sted ved kulturstedet Krudttønden, hvor blandt andre den svenske Muhammedtegner Lars Vilks deltog. Også den franske ambassadør i Danmark, Francois Zimeray, deltog i arrangementet. Begge meldes uskadte.
Mellem den 7. og 9. januar blev 17 mennesker dræbt i Frankrigs hovedstad, Paris, efter angreb mod satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked.
François Hollande meddeler ifølge nyhedsbureauet Reuters, at han sender den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, til København så hurtigt som muligt.
/ritzau/