Obama og Merkel mødes midt i Ukraine-krise


    Barack Obama og Angela Merkel skal mandag mødes i Det Hvide Hus i Washington.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Den amerikanske præsident og den tyske forbundskansler ventes primært at skulle diskutere konflikten i Østukraine, som de seneste uger er eskaleret.

    Det sker, mens Tyskland og USA synes mere og mere uenige om, hvordan konflikten skal løses.

    Obama bliver på sin hjemmebane opfordret til at udstyre den ukrainske regeringshær med flere våben, så den kan bekæmpe de prorussiske oprørere, som Rusland af Vesten anklages for at støtte.

    Den idé tiltaler dog ikke Merkel og andre europæiske ledere, der frygter, at våbenstøtte blot vil forværre urolighederne. Hun har sammen med Frankrigs præsident, François Hollande, i stedet sat sig i spidsen for at nå frem til en fredsaftale, der kan stoppe den blodige konflikt.

    Merkel og Hollande var i sidste uge i både Ukraine og Moskva for at strikke en fredsaftale sammen. Nu er der planlagt et møde med repræsentanter fra Ukraine, Rusland, Tyskland og Frankrig onsdag i Hvideruslands hovedstad, Minsk.

    I USA frygter mange i Obama-regeringen dog, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil udnytte samtalerne til at trække konflikten yderligere i langdrag.

    Det blev blandt andet illustreret af vicepræsident Joe Bidens tale ved en global sikkerhedskonference i München.

    – I lyset af Ruslands nyere historie er vi nødt til at dømme landet ud fra dets handlinger og ikke dets ord. Fortæl os ikke, hvad du vil, men vis os, hvad du vil, præsident Putin, sagde Biden.

    – For mange gange har præsident Putin lovet fred og i stedet leveret kampvogne, styrker og våben, lød det videre fra vicepræsidenten.

    Hvis fredsforhandlingerne ikke fører til resultater, forudser mange iagttagere, at USA vil tage skridt til at levere våben til Ukraines militær.

    Samtidig har amerikanerne varslet flere sanktioner mod russerne.

    /ritzau/AFP