Politiet er klar i Prag: 900 unge danskere er ankommet


    Flere hundrede unge fra Danmark er rejst til den tjekkiske hovedstad, Prag, for at feste i vinterferien, hvilket efterhånden har udviklet sig til lidt af en tradition.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Og igen i år vil der være dansk politi tilstede for at holde øje med de i alt 900 danskere, som ifølge det tjekkiske nyhedsbureau CTK ventes at have taget turen derned.

    – Vi har fået en anmodning fra vores kolleger dernede om at få noget assistance, og den har vi så efterkommet, siger kommunikationsrådgiver hos Rigspolitiet Thomas Kristensen søndag aften til Ritzau.

    Han oplyser, at der er sendt tre danske politifolk til Prag, og at de vil være der en uge frem til søndag 15. februar – det vil sige i hele uge 7.

    Netavisen Prague Post skriver, at tjekkisk politi ifølge CTK forventer, at der ud over de 900 danskere vil være omkring 1800 svenskere og 300 nordmænd, som sætter deres præg på hovedstaden i den kommende uge.

    Tidligere har de unges tur til Prag i vinterferien været associeret med druk og uro.

    Alene sidste år, hvor der kom i alt 10.000 unge danskere og svenskere til Prag, måtte politiet tilbageholde 284, som var berusede og under 18 år.

    Søndag aften har Rigspolitiet endnu ikke fået nogen tilbagemeldinger om uro eller lignende fra deres udsendte folk, fortæller Thomas Kristensen.

    – Men vi har gode erfaringer med at være der og med at samarbejde med de unge og vores kolleger i Prag. Så det har vi selvfølgelig en forventning om sker igen i år, siger han.

    Dansk politi kom til Prag første gang i 2013, da unge danskere gentagne gange forstyrrede freden i byen og stod bag flere lovovertrædelser.

    Forud for de unges ankomst i uge 7 sidste år inviterede politiet i Prag fire af deres danske kolleger til den tjekkiske hovedstad. Det resulterede i, at de unges ophold var roligere end året før, skriver Prague Post.

    /ritzau/